FRELSENS HÆR ARBEJDER

I 111 LANDE

Så vi har altid brug for din støtte

 
 
 

Udviklingsarbejde i Den Tredje Verden

Ligesom Frelsens Hær i Danmark gør et stort socialt arbejde, er det et kendetegn ved Frelsens Hær overalt i verden, at man i særlig grad er optaget af forholdene for de fattigste og svageste i samfundet. Nogle steder er ressourcerne så begrænsede, at de langt fra rækker til at møde alle behovene, men man gør, hvad man kan.


I flere lande er der hverken julehjælp eller lignende. Her handler det primært om at hjælpe lokalbefolkningen, så den enkelte selv kan skaffe sig en indtægt – og dermed forsørge sig selv og sin familie. Det kan ske ved at arrangere kurser, hvor unge lærer et håndværk. Bagefter kan den pågældende måske låne en lille sum penge, så han eller hun har råd til at købe værktøj, leje lokaler eller investere i andre ting, der er nødvendige for at kunne starte sin egen virksomhed eller forretning. 

 

Der foregår mange af den slags små og store udviklingsprojekter i Afrika, Asien og Sydamerika. Arbejdet organiseres af Frelsens Hær i de pågældende lande, og de finansierer også selv arbejdet. Men da deres ressourcer er begrænsede, får de også økonomisk støtte fra Frelsens Hær i andre lande.

Frelsens Hær i Danmark er særligt engageret i udviklingsprojekter i Bangladesh (med støtte fra Danida), Brasilien og Congo-Brazzaville.

 

Inden for de seneste år har Frelsens Hær på internationalt plan indledt et ”fair trade”-projekt (retfærdig handel), hvor ideen er, at mennesker i fattige lande producerer varer og får en løn, som gør dem i stand til at leve en rimelig tilværelse. Det er et forsøg på at gøre op med udnyttelsen af billig, underbetalt arbejdskraft i u-landene. Varerne sælges i landet, hvor de fremstilles, eller eksporteres til andre lande. Fra begyndelsen har Bangladesh og Norge spillet hovedrollen i projektet, der hedder Sally Ann, men flere lande er ved at komme med.
 
• Bangladesh
• Brasilien
• Congo-Brazzaville
• Sally Ann

Frelsens Hær · Informationsafdelingen · Frederiksberg Allé 9 · 1621 København V · Tlf: 3331 4192 · Information@DEN.salvationarmy.org