04-02-2010
Børn og fædre nyder fællesskabet i Fars Dag
Hver anden lørdag mødes en gruppe enlige fædre og deres børn til spisning og fælles aktiviteter i Frelsens Hærs Kontaktcenter på Christianshavn
Farmand og børnene får et kram, da de træder indenfor og møder kendte ansigter. Det er lørdag, klokken er lidt over 12, og det er Fars Dag.
Fars Dag er et tilbud til hjemløse og enlige fædre, hvor de kan mødes med deres børn, spise og hygge sig og lave forskellige aktiviteter. Det foregår hver anden lørdag i Frelsens Hærs Kontaktcenter i Wildersgade på Christianshavn. Mennesker & tro var med lørdagen før jul. Der var travlhed i køkkenet. Der blev tilberedt æbleflæsk, lunet leverpostej, anrettet sild og sørget for de øvrige retter til frokostbordet.
”Hej unger, kan I ikke pynte juletræet, mens vi venter,” spørger Line Niederreuther ud i lokalet, mens hun sætter endnu et fad på bordet. Straks samler nogle af børnene sig omkring juletræet og går i gang med at hænge hjerter, kugler og kræmmerhuse på grenene. Et par af fædrene giver også en hånd med, mens der til stadighed dukker nye familier op – og der gives flere kram.
”Hej med dig. Hvordan går det?” spørges der på kryds og tværs, mens man hilser på hinanden. Man mærker tydeligt, at de er glade for at se hinanden og for at være en del af det fællesskab, de har med hinanden.
Trygge omgivelser
Fars Dag begyndte i foråret 2009. Det blev startet på initiativ af Line Niederreuther, der er leder af kontaktcentret. Hun havde i hjemløseavisen Hus Forbi læst om, at mange hjemløse fædre havde problemer med at være sammen med deres børn.
- Målet er at give fædre mulighed for at opretholde kontakten med deres børn, så de kan udvikle gode relationer. I kontaktcentret har børn og fædre mulighed for at være sammen i trygge omgivelser og få nogle gode oplevelser sammen, siger Line Niederreuther.
Fars Dag begynder med, at man spiser sammen, og derefter laver man forskellige aktiviteter. I 2009 var fædrene og deres børn blandt andet i Tivoli, Zoologisk Have, på kanalrundfart, på Flakfortet og på en heldagstur til Legoland. Mange af disse aktiviteter er finansieret af en donation fra et privat legat.
Ved julefesten optrådte Trolle og Tormod med et repertoire, der spændte fra en stille sang om makrellen Søren Jensen til vild rock, hvor nogle af børnene fik lov til at spille på guitar. Det var en optræden, der sad lige i øjet, og bagefter fik børnene et eksemplar en cd med Trolle og Tormod.
Kontakt til 17 fædre
Mange af dem, der kommer til Fars Dag, var med på Frelsens Hærs far-barn-lejr i sommerferien. De fleste er enlige fædre, der har børnene nogle dage om måneden, f.eks. hver anden weekend.
- Det har vist sig svært at få kontakt til fædre, der er hjemløse, men arbejdet har vist, at der er et stort behov for projektet blandt enlige fædre.
- Vi har kontakt til 17 fædre. Men det er selvfølgelig ikke alle, der komme på én gang, siger Line Niederreuther. En gruppe på fire faste frivillige hjælper med at lave mad og andre opgaver, når der er Fars Dag.
Da projektet startede i slutningen af marts sidste år, var målet, at 15 forskellige fædre skulle have benyttet sig af tilbuddet i løbet af det første år. Det mål er for længst nået, og projektet er endnu kun ti måneder gammelt.
- Vi skal snart have en evaluering, hvor vi så må finde ud af, om vi skal lave et mere opsøgende arbejde i forhold til hjemløse fædre, eller om vi skal satse på enlige fædre.
- Jeg kunne også godt tænke mig, at vi ud over ture og udflugter fik nogle arrangementer, hvor vi f.eks. inviterede en økonoma ud for at fortælle noget om kost, så børn og voksne på den måde også får noget med, de kan bruge i hverdagen, siger Line Niederreuther.
Det er ikke kun børnene og deres fædre, der er glade for Fars Dag. Flere af mødrene er også glade for initiativet.
- Vi har fået den respons fra nogle af mødrene, at de er rigtig glade for, at fædrene har den her mulighed. De er glade for, at børnene og fædrene får mulighed for at komme ud og opleve og gøre noget sammen, så de ikke bare skal være hjemme, siger Line Niederreuther.
Far-barn-lejr i sommerferien
Hanne Wahl, der er national familiekonsulent i Frelsens Hær, er også med til Fars Dag-aktiviteterne. Hun var leder af den far-barn-lejr, der blev holdt i sommerferien på Baggersminde ved Dragør, og derfra kender hun mange af dem, der kommer til Fars Dag.
Ved juleafslutningen spørger flere deltagere ivrigt til, hvornår far-barn-lejren kommer til at ligge i 2010. De ser frem til igen at kunne tilbringe en uges ferie sammen med ligestillede.
- Vi har planlagt, at vi i år vil holde en far-barn-lejr på lejren i Strib på Fyn. Dels kan det være rart for de børn og fædre, der har været med før, at opleve et andet sted. Dels vil det måske gøre det nemmere få kontakt med flere enlige fædre i Jylland, så vi på den måde tilgodeser hele landet, siger Hanne Wahl.
Mere socialrådgivning
Frelsens Hær arbejder på at skaffe midler, så man kan tilbyde mere socialrådgivning til deltagerne i Fars Dag.
- En af de frivillige medarbejdere er socialrådgiver, og vi vil gerne købe hende lidt fri fra sit arbejde, så hun måske en dag om måneden kan give socialrådgivning til dem, der ønsker det.
- Det er vigtigt, at socialrådgivningen ikke sker, når de er sammen i Fars Dag. De lørdage skal børnene have oplevelser sammen med deres fædre. Så socialrådgiverens tilbud skal ligge på et andet tidspunkt, hvor de kan komme alene og få hjælp og rådgivning, siger Hanne Wahl.
Gruppe med oversete behov
Hanne Wahl siger, at der blandt enlige fædre helt sikkert er nogle, som har behov for hjælp til at kontakte kommunen og andre myndigheder.
- De er måske en overset gruppe i vores samfund. Jeg har siddet med rigtig mange juleansøgninger, og jeg kan se, at lige netop nogle af de fædre, der har delebørn, kommer økonomisk i klemme.
- Hvis barnet har folkeregisteradresse hos moderen, får faderen ingenting uanset, hvor lidt eller meget han har barnet. Så en far, der får kontanthjælp eller har et lavtlønsjob, har faktisk ikke penge til at tage sig af barnet hver anden weekend, et par uger i sommerferien, julen og nytåret og holde fødselsdage. Og det er jo en naturlig ting, at når man er sammen med sit barn, så vil man også gerne gøre noget sammen med det, men det er der ikke penge til. Vi har set i rigtig mange ansøgninger, at der her er en stor gruppe, som kommer i klemme, siger Hanne Wahl.
Et trygt sted
Johnny er en af de mænd, der kommer til Fars Dag.
- Jeg blev inviteret med på far-barn-lejren i sommerferien, siger Johnny. Han deltog sammen med sin dreng Mads, og bagefter begyndte de at deltage i Fars Dag.
- Det betyder, at jeg har noget at tilbyde min søn. Her er han tryg og har mod på at være sammen med andre på sin egen alder. Han har brug for tillid til andre, og det får han gennem de her bekendtskaber.
- Det er alle tiders det her, og der er altid hjælp at hente, hvis man ringer til Line og Hanne, siger Johnny.
Tekst og foto: Bent Dahl Jensen
Tilbage