04-02-2010
Bamse-huse til 1.400 børnefamilier
Oven i den kontante julehjælp fik alle børnefamilier i Esbjerg, Odense og Århus en æske med Bamses ”Lille Bitte Hus”
Alle børnefamilier, der modtog julehjælp i Esbjerg, Odense og Århus, fik også en stor æske med Bamses ”Lille Bitte Hus”. Huset er en mini-udgave af huset fra DR’s populære børneprogram med Bamse. Huset leveres som samlesæt, og først skal gulvet, siderne og taget males. Der følger giftfri, vandbaserede akrylfarver med samt pensler og det øvrige værktøj, der skal bruges for at samle huset. En udførlig vejledning viser, hvilke farver de enkelte dele skal males i og i hvilken rækkefølge.
Det er en opgave, børn og voksne kan hygge sig med i fællesskab, og der går hurtigt nogle timer med at male og samle Bamse-huset.
Produktionen af Bamse-huset begyndte for flere år siden. Producenten lå imidlertid med et restlager, som Frelsens Hær fik til juleuddelingen. Det var en flot ekstra gave til børnefamilierne i de tre byer, da normalprisen for Bamse-huset er 1.499 kroner.
Det er også en gave, der blev værdsat.
- Bamse-husene var en stor succes. Familierne var meget begejstrede for dem, siger Kirsten Rasmussen, som sammen med sin mand, Svend, er korpsledere i Esbjerg.
I Esbjerg, Odense og Århus var der også Lego til børnefamilierne.
Samme rådighedsbeløb, men pengene rækker ikke så langt
I Esbjerg delte Frelsens Hær julehjælp ud til 345 familier. Det er ti flere end i 2008.
- Vi har oplevet en stigning i antallet af ansøgninger, men ikke så voldsom som andre steder. Til gengæld oplevede vi en stor stigning fra 2007 til 2008, siger Kirsten Rasmussen.
- Men der er sket en forskydning. Vi har delt ud til flere familier, der bor uden for Esbjerg, mens antallet er faldet her i byen. Vi har givet julepakker til de familier, der kom til uddelingen her i korpset, og gavekort til dem, der bor længere væk, siger Kirsten Rasmussen. Desuden donerede Jerne Bageri småkager til alle familier, og der var leverpostej fra Tjæreborg Leverpostej.
Har der været nye grupper blandt ansøgerne?
- Nej, det er primært mennesker, der får kontanthjælp, dagpenge eller SU. Det er de grupper, der også har søgt i de tidligere år.
Har ansøgerne færre eller flere penge til rådighed?
- Deres rådighedsbeløb er nogenlunde det samme, men til gengæld er priserne steget, så pengene rækker ikke så langt som tidligere, siger Kirsten Rasmussen, der glæder sig over, at korpset har fået indsamlet de midler, der var brug for til julehjælpen.
- Det er gået fantastisk godt, siger Svend Rasmussen, der var på gaden flere gange om ugen for at samle ind.
- Mange kom og gav sedler. Der er også kommet mennesker til korpset for at aflevere pengegaver, siger Svend Rasmussen.
Kun hjælp til børnefamilier
I Århus uddelte Frelsens Hær julehjælp til 562 familier. Korpset fik i alt 809 ansøgninger og var nødt til at give afslag til 247 ansøgere. Den store stigning i antallet af ansøgninger betød, at man besluttede kun at give julehjælp til børnefamilier, da der ikke var penge til at hjælpe alle ansøgere. Desuden blev der givet afslag til de familier, som havde et rådighedsbeløb, der lå over Frelsens Hærs grænse for at give julehjælp.
- Nogle ansøgere har haft et skræmmende lavt rådighedsbeløb, siger korpsleder Lars Barslev. Mange ansøgere er enlige mødre på kontanthjælp eller med en lav indkomst, men der kom også ansøgninger fra mennesker, som havde mistet deres arbejde på grund af finanskrisen.
De fleste familier fik et gavekort, mens 120 familier fik en pakke med en and og andre fødevarer. Fødevarepakkerne var sponseret af tre restauranter i Århus. Herudover fik alle børnefamilier billetter til Den Gamle By i Århus og et juletræ – samt tre billetter til en af AGF’s hjemmekampe i SAS-ligaen i foråret.
I 2008 blev uddelingen af julehjælp fordelt over fire uddelinger, men i 2009 måtte man udvide med en ekstra uddeling. Ud over de fem uddelinger i Århus var der en uddeling i Silkeborg.
- Det lykkedes at få pengene ind, selv om det gik trægt i begyndelsen. Det er fortrinsvis bidrag fra private, der har skaffet de nødvendige midler, siger Lars Barslev.
Mange ansøgninger
Billedet fra Århus ligner på flere punkter billedet i Odense, hvor Frelsens Hær uddelte julehjælp til omkring 500 familier. Det er næsten samme antal som i 2008, men Frelsens Hær fik langt flere ansøgninger end tidligere – 700 i 2009 mod 550 i 2008. Gavebidragene fulgte dog ikke med i samme omfang, især fordi et par store donorer skar deres bidrag ned. I et tilfælde fra 50.000 til 25.000 kroner.
- Der er også kommet nye bidragydere til, og vi har nok fået gaver fra lige så mange som tidligere, men samlet set fik vi færre penge end i 2008, siger korpsleder Frank Jakshøj.
Derfor var korpset ikke i stand til at hjælpe alle, der havde behov for hjælp.
- Vi måtte tidligt melde ud, at vi kun var i stand til at hjælpe børnefamilier, og vi har hjulpet næsten alle de familier, der søgte. Vi har afvist nogle familier, fordi deres rådighedsbeløb lå over vores grænse for at yde hjælp. Men vi har også været nødt til at afvise enlige, selv om vi kunne se, at de havde brug for hjælp. Det er rigtig ærgerligt, og det er hårdt at sige nej, når man kan se, at der er et reelt behov, siger Frank Jakshøj.
Ud over børnefamilier er det ældre, pensionister, førtidspensionister, yngre og studerende, der har søgt julehjælp hos Frelsens Hær i Odense.
Julehjælpen bestod her af et gavekort til fødevarer, og der var fodboldbilletter til en af OB’s hjemmekampe i SAS-ligaen i foråret. Desuden havde korpset fået franske kartofler fra Kims, bamser fra Kvickly og frugt fra et frugtfirma i byen.
Tekst: Bent Dahl Jensen
Tilbage