MAN KAN IKKE SPISE SIG MÆT

I BIBELCITATER

Men det varmer at have noget at tro på

 
 


01-03-2010 Frelsens Hær yder nødhjælp i Chile efter jordskælv

Frelsens Hær bidrager med telte, mad, medicin og vand i Chile, der blev ramt af kraftigt jordskælv og tsunami den 27. februar.

Jordskælvet i Chile, der lørdag den 27. februar kl. 03.30 lokal tid ramte Chiles kyst har berørt to millioner mennesker. Frelsens Hærs nødtjeneste og frivillige var hurtigt klar med hjælp og omsorg til de nødstedte, som strømmede ud i de natmørke gader.

 

Jordskælvet der målte 8,8 på richterskalaen med epicenteret 150 km. nordvest for Chiles næststørste by, Concepción har berørt to millioner mennesker og foreløbigt koster mere end 700 livet.

- Jeg har aldrig set en sådan ødelæggelse før, selvom jeg har arbejdet i mange katastrofesituationer, siger oberstløjtnant Maria Alarcon, der er forvaltningschef for Frelsens Hær i det vestlige Sydamerika.

Hun oplyser, at telte, der kan huse 60 familier er blevet opstillet på terrassen ved Hualpencillo korps nær Concepcion og at officerer fra andre dele af Chile er ankommet for at assistere Frelsens Hærs hjælpetam. Foruden logi til de hjemløse vurderer Maria Alarcon, at især mad, vand og medicin er de berørtes største behov.


Mobil kantine i brug før tid

Frelsens Hær har arbejdet i Chile mere end 100 år, og forvaltningschefen rapporterer, at adskillige af hærens bygninger er blevet ødelagt på grund af jordskælvet.

- Specielt ældre bygninger, opført af soltørrede lersten er beskadiget. Det gælder i særlig grad Frelsens Hærs korpsafdelinger i byerne Quinta Normal og Lo Vial samt et hergberg for mænd, siger Maria Alarcon, der dog glæder sig over, at der ikke er meldinger om omkomne blandt Frelsens Hærs medarbejdere.
Frelsens Hærs øverstbefalende i det vestlige Sydamerika kommandør Jorge A. Ferreira, oplyser, at Frelsens Hær også yder nødhjælp i byen Os Valparaiso på vestkysten af Chile.

Her skulle en kantinevogn til brug i nødsituationer været taget i brug den 4. marts. Den mobile kantine er doneret af Frelsens Hær i USA.

- Den kom så i brug med det samme, og har siden jordskælvet tjent de nødstedte, fortæller Jorge A. Ferreira, der anslår at nødhjælpsindsatsen både på kort og langt sigt vil være omfattende.

Jordskælvet, der også udløste en tsunami ved kystbyen Penco, cirka 10 kilometer fra Concepcion, skriver sig ind i historiebøgerne som et af de 10 kraftigste nogensinde.

 

 

 

Bidrag til nødhjælpsarbejdet kan indbetales på Frelsens Hærs katastrofekonto: reg. 4180 konto 10120551 - mærket "Chile". Vi siger på forhånd tak for enhver støtte. 

 

Læs mere om Frelsens Hærs hjælpearbejde i Chile på www.salvationarmy.org

 
Tilbage
 
Frelsens Hær · Informationsafdelingen · Frederiksberg Allé 9 · 1621 København V · Tlf: 3331 4192 · Information@DEN.salvationarmy.org